Oversigt over omregningsfaktorer i transport

En omregningsfaktor bruges til at omregne volumen til vægt. Vi har oplistet forskellige omregningsfaktorer på vejtransport, kurér, luft, sø og banetransport.
André Lundberg

Udgivet

8. januar 2025

 • 

Indholdsfortegnelse

Hvad er en omregningsfaktor?

En omregningsfaktor bruges til at omregne volumen, f.eks. Kubikmeter (CBM) eller ladmeter (LDM) til vægt, så transportomkostningerne kan beregnes.

 

Den angiver, hvor mange kg der svarer til én CBM eller LDM af et gods.

 

Omregningsfaktoren har mindre indflydelse på gods med høj vægtfylde. Det vil sige, hvor godset vejer mere, end det fylder. Men er derimod vigtig på gods med lav vægtfylde, hvor volumen fylder mere end vægten.

 

Vi har set eksempler, hvor forskellige omregningsfaktorer har ændret transportomkostningerne med mere end 5%.

Omregningsfaktorer for forskellige transportmidler

Omregningsfaktoren varierer afhængigt af transportmidlet. Nedenfor er nogle eksempler på omregningsfaktorer for forskellige transportformer.

 

Husk dog altid at undersøge, hvilken omregningsfaktor din transportør bruger, da den kan variere afhængigt af både transportform og transportør.

 

Det er heller ikke sikkert, at din transportør afregner pr. ladmeter, EUR-palle eller kubikmeter som beskrevet nedenfor. De kan have egne faktorer eller afregne f.eks. per kolli eller sending.

Vejtransport

Omregningsfaktorerne for vejtransport er baseret på lasteevnen, som kan variere meget fra marked til marked.

 

Her er et overblik over nogle tommelfingerregler fra forskellige lande:

Vejtransport Nationalt Internationalt NO/SE/FI
1 Lademeter = 1.500 kg 1.850 kg 2.000 kg
1 Kubikmeter = 250 kg 333 kg 350 kg
1 EUR-palle* = 600 kg 740 kg 800 kg

*En EUR-palle svarer til 80×120 cm.

Hvis du er i tvivl om beregning af ladmeter, har vi skrevet et indlæg om, hvordan du beregner en ladmeter.

 

Hvordan du beregner volumen i kubikmeter, er også forklaret længere nede på siden.

Kurértransport

Omregningsfaktoren for kurértransport afhænger meget af transportøren.

 

Her er nogle eksempler på omregningsfaktorer for specifikke transportører og forsendelsestyper.

 

OBS: Husk altid at tjekke med din transportør, da omregningsfaktorerne kan variere fra forsendelsestype til forsendelsestype.

DHL Express 1 CBM = 200 kg
UPS 1 CBM = 200 kg
TNT Express 1 CBM = 200 kg
TNT Economy 1 CBM = 250 kg

Længere nede på siden kan du se, hvordan du beregner din pakke i kubikmeter.

Luftfragt

Kapaciteten på flyfragt er mere vægtbegrænset end f.eks. søtransport, og derfor er omregningsfaktoren for lufttransport lavere end mange andre transportformer.

En typisk omregningsfaktor for lufttransport er 1 CBM = 166,67 kg.

Søfragt

Der er ofte ingen fast omregningsfaktor for søtransport, da man i stedet afregner med stykgods eller kubikmeter.

Hvis omregningsfaktor benyttes, er den typisk 1 CBM = 1.000 kg.

Banetransport

De fleste banetransportører bruger forskellige omregningsfaktorer, og der findes ikke en fast branche-standard.

 

Tjek derfor med din transportør, hvilken omregningsfaktor de anvender.

Samlet oversigt

Her er en samlet oversigt over omregningsfaktorerne for forskellige transportformer:

Du kan også hente oversigten som PDF-fil herunder:

Og husk altid er tjekke med din transportører. Nogle har som sagt deres egne specifikke omregningsfaktorer. Men dem nævnt heri er de, der oftes anvendes af transportørene.

 

Hvis du har spørgsmål hertil, så tøv ikke med at række ud!

Sådan bruges omregningsfaktorer til at beregne fragtpligtig vægt

Omregningsfaktoren bruges til at beregne volumenvægt, også kaldet fragtpligtig vægt. Det er den vægt – eller volumen – du skal betale for hos transportøren.

 

Alle transportmidler er nemlig begrænset af en mængde plads og vægt til gods. For at få mest ud af denne plads og vægt sammenligner transportørerne godsets faktiske vægt og volumen. Du betaler herefter for den højeste værdi – altså den fragtpligtige vægt.

 

Læs mere om hvorfor dette er vigtigt og få et eksempel på, hvordan du beregner det i vores indlæg om fragtpligtig vægt.

André Lundberg er CEO og Co-Founder af FreightSolution med over 13 års erfaring inden for fragt og logistik. Han er uddannet speditør og så har han siddet som både fragtkøber og fragtsælger. Han kender derfor branchen og de udfordringer, man sidder med, fra begge sider af skrivebordet. Dagligt hører han om fragtmarkedet fra både logistikansvarlige, transportører og samarbejdspartnere. Men han er også den, der har næsen længst nede i vores data, der dækker fragtomkostninger på tværs af +220 transportører og +16 lande. Han ved derfor altid, hvad der rører sig på markedet. André holder regelmæssigt oplæg både internt og eksternt. Her har han holdt oplæg hos Erhvervshus Holstebro, Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande samt for studerende på disponentuddannelsen.

FAQ

Hvad er en omregningsfaktor?

En omregningsfaktor omregner volumen (f.eks. kubikmeter eller lademeter) til vægt for at beregne transportomkostninger. Den angiver, hvor mange kg der svarer til én kubikmeter (CBM) eller lademeter (LDM).

Omregningsfaktorer er afgørende for gods med lav vægtfylde, hvor volumen er større end vægten. De påvirker transportomkostningerne og kan gøre en forskel på over 5%.

Ja, omregningsfaktorer varierer afhængigt af transportformen og transportøren. Tjek derfor altid op med din transportør.

For vejtransport varierer omregningsfaktoren afhængigt af region:

 

  • Lademeter: Varierer fra 1.200 kg til 2.000 kg afhængigt af landet.
  • National transport: Typisk 1 CBM = 250-333 kg.
  • International transport: Typisk 1 CBM = 333-350 kg.

Den faktiske vægt er godsets reelle vægt i kg. Volumenvægten, også kaldet fragtpligtig vægt, beregnes ved hjælp af en omregningsfaktor og er den “vægt”, transportøren fakturerer. Du betaler for den højeste af de to.