Genindførelsen af Demand Surcharge

Kapacitetsgebyrer er tilbage – her er, hvad det betyder for dine fragtomkostninger
André Lundberg

Udgivet

28. oktober 2025

 • 

Indholdsfortegnelse

De store internationale kurérselskaber ruller kapacitetsgebyrerne (Demand Surcharge) ud igen. 

 

Fra slutningen af 2025 lægger de et Demand Surcharge oven i dine forsendelser – og denne gang ser det ud til at vare ind i første kvartal 2026.

 

Formålet er at imødekomme den stigende efterspørgsel og udfordringer med kapacitet i den globale transportkæde, særligt i højsæsonen.

 

Gebyret er ikke nyt, vi har nemlig set det indført tidligere. Men det påvirker din bundlinje, så lad os kigge på tallene og se, hvad du kan forvente.

Hvad er et kapacitetsgebyr?

Et kapacitetsgebyr – eller Demand Surchargeer et midlertidligt tillæg pr. kilo, som transportører anvender for at kompensere for de ekstra omkostninger forbundet med højsæsoner og kapacitetsmangel.

 

Lige nu ligger det typisk mellem €0,10 og €0,80 pr. kilo – afhængigt af service og region. Det lyder måske beskedent, men det kan hurtigt løbe op på større volumener.

 

Størstedelen af transportørerne starter gebyret i oktober 2025 og forventer at beholde det i hvert fald til udgangen af Q1 2026.

Hvorfor indføres gebyret igen?

De seneste år har logistikbranchen oplevet:

 

  • Højere fly- og fragtomkostninger i peakperioder

  • Uforudsigelige kapacitetsudsving i de internationale netværk

  • Stigende drifts- og brændstofomkostninger

 

Kapacitetsgebyret er derfor et redskab til at sikre, at transportørerne fortsat kan levere stabile og rettidige services – også under høj belastning.

Hvad skal du holde særligt øje med?

Her er tre konkrete ting, du bør have med i dine beregninger:

1. Inkludér kapacitetsgebyrer i budgetter og udbud for 2026


Kapacitetsgebyrer kan ændre totaløkonomien på dine kurérforsendelser markant – særligt hvis du sender meget i Q4 og Q1.

2. Tjek om olie-/brændstoftillægget også gælder kapacitetsgebyret


Ikke alle aktører håndterer det ens. Hos nogle beregnes fuel surcharge også på kapacitetsgebyret, hvilket gør den reelle pris højere, end den ser ud ved første øjekast.

3. Følg udviklingen løbende

 

Tillæggene ændrer sig – ofte fra måned til måned eller kvartalvist afhængigt af markedsforholdene.

Ingen bryder sig om ekstra gebyrer. Men de hjælper med at holde kapaciteten tilgængelig og driften stabil, når hele markedet sender på samme tid. 

Flere transportører har også meldt prisstigninger ud på vejtransporten i Europa fra 1. november 2025. Hvis du vil vide, hvad du kan forvente af stigninger på de forskellige markeder, så kan du læse mere om det her.

André Lundberg er CEO og Co-Founder af FreightSolution med over 13 års erfaring inden for fragt og logistik. Han er uddannet speditør og så har han siddet som både fragtkøber og fragtsælger. Han kender derfor branchen og de udfordringer, man sidder med, fra begge sider af skrivebordet. Dagligt hører han om fragtmarkedet fra både logistikansvarlige, transportører og samarbejdspartnere. Men han er også den, der har næsen længst nede i vores data, der dækker fragtomkostninger på tværs af +220 transportører og +16 lande. Han ved derfor altid, hvad der rører sig på markedet. André holder regelmæssigt oplæg både internt og eksternt. Her har han holdt oplæg hos Erhvervshus Holstebro, Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande samt for studerende på disponentuddannelsen.